Cyklens mange facetter |

Et af verdens største cykelløb lægger ruten forbi det midtjyske, og det byder på en enestående mulighed for at inddrage cykling i undervisningen og lade eleverne opnå kundskaber om cyklens mange facetter.
Undervisningsmaterialet er udarbejdet i anledning af, at et af verdens største cykelløb, Giro d’Italia, kommer på dansk grund i perioden 5.- 7. maj 2012. Mere præcist er der løbsstart i Herning, 2. etape starter og slutter i Herning, og der køres en 3. etape i Horsens.
Målet med materialet er at give konkrete forslag til, hvorledes cyklen og cykelløbet Giro d’Italia kan inddrages i undervisningen. Målet er især at sætte fokus på de videns- og kundskabsmæssige aspekter, der ligger bag den specifikke sportsbegivenhed.
Undervisningsopgaverne i materialet retter sig primært mod undervisningsforløb og trin- og slutmål på folkeskolens 6. - 7. klassetrin, men materialet kan naturligvis anvendes på andre årgange end de tiltænkte. Underviseren og eventuelt eleverne kan selv sammenstykke undervisningsforløb efter de mål og opgaver, de måtte finde relevante.
Forslagene til undervisningen kan anvendes som inspiration til temadage, temauger, tværfaglige forløb eller alene til et enkelt fag. Undervisningsforløbene kan variere fra få lektioner til forløb, der strækker sig over flere uger. Undervisningsforløbene kan også anvendes i anden forbindelse, efter at Giroen har passeret Herning.
Det har været ønsket at fremstille et helstøbt materiale, der kan anvendes uafhængigt af eller i samarbejde med andre gængse undervisningsmaterialer.
Opgaverne lægger op til, at eleverne skal arbejde projektorienteret og benytte arbejdsmetoder fra mange forskellige fagområder.
Det har været et mål, at opgaverne er tværfagligt formulerede, og at opgaverne lægger op til mangfoldige differentieringsmuligheder.
Opgaverne henter stof fra forskellige fagområder, hovedsagelig fagene idræt, sundhed og sociale forhold og natur/teknik, men helt naturligt er der inddraget mange faglige elementer hentet fra matematik, dansk, billedkunst, historie og geografi.
Vi håber, du og dine kollegaer vil finde inspiration og gode ideer til undervisningen med cyklen og Giro d’Italia som omdrejningspunkt!
Herning, den 23. januar 2012
Dorte B. Christensen, Lisbeth Holm, Rikke Møller, Vibeke Overskov Christensen, Peter Davies, Karen Søndergaard og Elo Christensen.
Læs materialet online her:





